Smil, latter og skøre påfund gør en kæmpe forskel for de mindste patienter på de danske sygehuse. Kiilto støtter op om Danske Hospitalsklovne som klovnesponsor 2020.
Kiilto fortsætter sin støtte til Danske Hospitalsklovne i 2020. I en tid som denne er Danske Hospitalsklovne omend endnu vigtigere på de danske hospitalsgange, hvor de gør en enorm forskel for de mindste patienter. Hvorend klovnene kommer spreder de smil, latter og en frisluppen fantasi, som gavner de mange børn, der desværre er indlagt på hospitalerne. Det er sundt at smile og grine, og derfor støtter Kiilto fortsat op om de klovnerier, som forhåbenligt kan gøre tilværelsen for indlagte børn en anelse lysere.
Info om Danske Hospitalsklovne:
Hospitalsklovnens vigtigste opgave er at skabe en tryg og positiv oplevelse for barnet på hospitalet.
Når hospitalsklovnen træder ind på hospitalsstuen, træder sygdommen i baggrunden. Hospitalsklovnen forvandler stuen til et hjerterum fuld af leg og magi og skaber med barnet et univers, hvor alt er muligt. Hospitalsklovnen ser det raske barn i det syge barn. Barnet får et pusterum fra sygdommen og får lov til at være barn – ligesom alle andre børn.
En ven, når der er allermest brug for det
Det indlagte barn får en farverig og fortrolig ven i hospitalsklovnen, som kan åbne op for barnets lyst til leg, men også for en snak om tanker og bekymringer. En tryg hånd at holde i når livet gør ondt.
Hospitalsklovnen fornemmer, hvad barnet oplever i og omkring sig, og reagerer ud fra det enkelte barns signaler, fx når barnet er bange eller har brug for at få tankerne væk fra det hele. Ved at få plads til sine følelser bliver barnets selvtillid styrket, og det giver bedre overskud til at stå sygdomsforløbet igennem.
En kuffert fuld af faglighed
Hospitalsklovnen møder barnet, når det er allermest sårbart. Det kræver en helt særlig faglighed – og et tæt samarbejde med personalet på hospitalerne. Hos Danske Hospitalsklovne gennemgår alle hospitalsklovne en internationalt anerkendt uddannelse på halvandet år og efteruddannes løbende. Hospitalsklovnene er lønnede og professionelle, og deres arbejde er kun muligt i kraft af donationer fra private, fonde og sponsorer.
Læs mere om Danske Hospitalsklovne her.